Skip to the content
Menu

Virksomhedsnavn og -logo

HVAD SKAL JEG KALDE MIN IVÆRKSÆTTERVIRKSOMHED?

Når du skal døbe din nyopstartede virksomhed, er det dig selv, der vælger både navn og logo. Men til trods for at du selv bestemmer, er det ikke kun fantasien, der sætter grænser. Der er nemlig både love og krav til firmalogo og krav til virksomhedsnavn, som er vigtige at overholde, når du med en startup-virksomhed kaster dig ud i tilværelsen som iværksætter. 

IVÆRKSÆTTER VIRKSOMHEDSNAVN OG FIRMALOGO

For dig og din virksomhed er det vigtigt, at du vælger det rigtige navn allerede fra start. Et navneskift senere er både dyrt og besværligt og vil sandsynligvis forvirre både dine kunder og leverandører.

Det er særlig vigtigt at være opmærksom på, at dit startup-virksomhedsnavn og firmalogo tydeligt adskiller sig fra andre virksomheders. Dit virksomhedsnavn og firmalogo er bindeleddet til dine kunder og adskiller dig fra dine konkurrenter, så det er vigtigt at vælge et passende navn og logo, som passer til din aktivitet i virksomheden. Hvis planen er, at din virksomhed skal ud over landets grænser, skal du fra en start indtænke dette i den kreative proces og både tjekke navne i Danmark og i udlandet.

CVR-registeret kan du slå virksomhedsnavne op og se, om det allerede er taget i brug, og du kan tjekke om virksomhedsnavnet er ledigt som domænenavn på internettet.


Krav til virksomhedsnavn og firmalogo

Virksomhedens navn og logo skal adskille sig tydeligt fra andre og må heller ikke være vildledende. Dit startup virksomhedsnavn og startup firmalogo må altså ikke love noget, som virksomheden ikke kan holde.

Derudover er der nogle regler, som knytter sig til virksomhedsformen. I aktieselskaber og anpartsselskaber skal selskabsformen nemlig fremgå af navnet.

Et firmalogo kan være et meget værdifuldt varemærke. Det gør det nemmere for forbrugere at genkende din virksomheds produkter og tjenesteydelser. Hvis logoet ikke er registreret af andre, kan du beskytte rettighederne for dit startup firmalogo med en varemærkeregistrering.


BRUG AF BINAVNE

Du kan udover selskabets ”officielle” navn registrere op til fem binavne i CVR-registret gratis. Alle binavne herudover koster 1.000 kroner i gebyr. Et selskabs binavn er blot et sekundært navn, der forhindrer andre virksomheder og erhvervsdrivende i at registrere sig under det pågældende binavn. Ét eller flere binavne giver dig desuden mulighed for at afsætte og markedsføre bestemte varer og ydelser under et andet og måske mere passende navn.

Et eksempel på dette kan være, at du gerne vil starte en virksomhed kaldet ”Jespers rådgivning”, men at du også gerne vil sikre dig, at du kan bruge ”Jespers iværksætterrådgivning”. Ved at registrere binavnet sikrer du dig, at andre ikke bruger det, og så kan du markedsføre binavnet, når det giver mening for dig.


VI HJÆLPER DIG MED AT TRÆFFE DEN RIGTIGE BESLUTNING

Hos BDO har vi kompetente rådgivere, der altid står klar til at hjælpe dig med de mange overvejelser, der kan være ved at starte en virksomhed op. Vi hjælper dig og din virksomhed godt i gang med alt fra at lægge budgetter til at finde det rigtige navn og den rette virksomhedsform.

Kontakt en af vores mange rådgivere i dag og hør mere om, hvad vi kan tilbyde dig, når du starter op som selvstændig iværksætter.

Jesper Lohmann Andersen

Senior Manager, Head of BSO Development

+45 4189 0263

KONTAKT OS

Har du brug for rådgivning?